Hvad er det egentlig, jeg lever for?

"Hvad er det egentlig, jeg lever for?"

Det spørgsmål stillede jeg mig selv for snart 5 år siden, da jeg for alvor lod masken falde og endelig gav mig selv lov til at mærke mine følelser – de følelser, som jeg havde lagt låg på i flere dage, uger og måneder.

Det var gået op for mig, at jeg faktisk slet ikke var så glad, som jeg gik og bildte mig selv ind, at jeg var (og som jeg viste alle på Instagram, at jeg var).

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg fucking ked af at være den, jeg var.

Jeg hadede alt ved mit spejlbillede og turde ikke at forlade huset uden makeup på. Jeg følte ikke, at jeg passede ind, og jeg gik konstant og slog mig selv i hovedet over, at jeg ikke var mere ligesom alle andre – at jeg ikke var pænere, slankere og mere ligeglad med det hele.

Jeg hadede, at jeg ikke bare kunne ignorere mine følelser og være en af de der hardcore piger, som virkede til at være fuldstændig ligeglad med alt og alle, og som drak sig fuld hver weekend og rendte rundt og råbte: "You only live onceeee!"

Men jeg tror, at det værste af det hele var, at jeg udmærket godt vidste, at jeg kun havde ét liv – og alligevel spildte jeg hvert eneste sekund af det på at være noget, som jeg ikke var.

Jeg spildte hver eneste dag sammen med veninder, som jeg ikke turde at være mig selv sammen med, og jeg spildte flere aftner og nætter på at græde over mit meningsløse liv, fordi jeg inderst inde godt vidste, at jeg var på vej i den helt forkerte retning.

Jeg har brugt størstedelen af mit liv på at gemme mig bag roller og masker, så ingen kunne se, hvem jeg i virkeligheden var – for jeg var bange for, at hvis de så mit sande jeg, så ville de finde ud af, hvor elendig jeg egentlig var.

I så mange år har jeg lagt låg på mig selv og mine følelser, bare for at få andre til at kunne lide mig. Jeg har tilpasset mig hvert eneste menneske, jeg har mødt på min vej – og ved du, hvad det resulterede i?

Ensomhed, depression, angst, lavt selvværd, selvmordstanker og en grundlæggende følelse af, at jeg ikke var god nok. At jeg ikke var lige så værdig som alle andre. At jeg var forkert og ikke passede ind, og at jeg derfor ikke fortjente lige så meget som alle andre.

Det var prisen, jeg betalte for at tilpasse mig alle andre.

Og tro mig, det var en dyr pris at betale for noget, der alligevel ikke gav mig den følelse af indre glæde og kærlighed, som jeg søgte – og som jo var hele grunden til, at jeg tilpassede mig alle andre og bar alle de masker.

Så på det her tidspunkt i mit liv havde jeg kun to muligheder.

1) Jeg kunne fortsætte ned ad den samme meningsløse vej, som havde gjort mig syg, dårlig og møghamrende ulykkelig – og som udelukkende var styret af alle andres meninger og frygten for ikke at være god nok.

2) Eller jeg kunne vælge at tage handling på det kald og den følelse, som jeg mærkede i mit hjerte. Jeg kunne vælge at være modig og for en gangs skyld lytte til mine følelser og den lille stemme bag larmen, som hviskede: "Der er en anden vej. Bare gå med dit hjerte."

Som du nok har gættet, så valgte jeg at gå med den sidste mulighed – og det har ført mig hertil, hvor jeg er i dag. Beslutningen om at vælge mig selv til var det allerførste skridt på rejsen hjem til mig.

Den dag i dag lever jeg et liv, hvor jeg er tro mod mig selv og min sjæl, og hvor der er plads til hele mig. Et liv, hvor jeg har hjertet med i alt, hvad jeg gør, og hvor jeg ikke behøver at tilpasse mig eller gøre mig selv mindre, end jeg er.

Og ved du, hvad det bedste af det hele er?

At du også kan få et liv, hvor der er plads til hele dig, og hvor du ikke behøver at lægge låg på dig selv.

For jeg er ikke spor anderledes end dig. Jeg er ikke noget særligt, bare fordi jeg har skabt et liv for mig selv, som jeg elsker – og jeg er i hvert fald heller ikke mere værdig, end du er.

Faktisk er den eneste forskel på dig og mig, at jeg er to skridt foran dig. That's it.

Så hvad siger du til at gå vejen sammen med mig? Hvad siger du til at få støtte og guidance direkte fra mig, så du slipper for at gå en kæmpe omvej?

Sandheden er, at du lige nu kun er én beslutning væk fra alt det, du drømmer om.

Og hvis du er klar til at skabe en forandring og tage første skridt på rejsen hjem til dig, så står jeg klar til at støtte dig hele vejen – for du behøver ikke at gå vejen alene. Det gør du virkelig ikke.

Spørgsmålet er bare...

Er du villig til at gøre noget ved det, som du ikke er tilfreds med? Er du villig til at skabe en forandring i dit liv, eller vil du bare fortsætte ned ad den samme meningsløse vej?

Jeg ved, at rejsen er lang, for det er trods alt en proces – men rejsen bliver ikke kortere af, at du venter med at tage det første skridt. Tværtimod.

Så beslut dig og gå vejen med mig, hvis du mærker kaldet.

Start rejsen hjem til dig lige nu og her med mig på sidelinjen ved at mærke ind i mulighederne her

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar